Lang tid før turen til Indien, besluttede min makker Flemming og jeg, at efter en foto workshop i New Delhi trængte vi sikkert til ferie. Og det skulle være i Goa. Det skulle vise sig at være det helt rigtige at gøre.
Vi var 18 der tog afsted for at videreudvikle vores fotografi. Nogle professionelle, andre helt nye og resten midt i mellem. Kurset blev afholdt af workshops4u.dk og genren var først og fremmest gadefotografi. Alle havde vi det tilfælles at vi ville prøve noget nyt, og jeg tror roligt jeg kan sige at vi alle på et eller andet tidspunkt oplevede at komme ud af komfortzonen. Om det så var at lave billeder at fattige gadesælgere om natten i en gyde, kun oplyst af et lille bål, bruge en dag på at lave billeder uden at kigge gennem søgeren og på displayet, eller at tage imod en frokostinvitation fra en lokal familie der stort set ikke talte andet end indisk. Alle fik prøvet noget nyt og uventet. Vores tre instruktører, Ole, Mads og Frederik, var vidt forskellige, og det gjorde kun diskussionen, tilgangen og kreativiteten endnu større og bedre.
Kaos på gaden i form af fritgående køer, larm fra en trafik uden regler (kun hornets), ludfattige tiggere og oven i det nogle gange lugten af pis og det der er værre. Hvordan forholder man sig til det? Og hvordan skyder man billeder af det? Sådan er det ikke overalt i New Delhi, men det var det i det kvarter hvor vi boede. Så jeg fik billeder af de hellige køer, de små skolebørn i uniformer, hellige mænd i farvestrålende klæder og bl. a. også en trækkerdreng der bestemt ikke havde noget imod at blive portrætteret.
Blandt de mere behagelige oplevelser stødte jeg også på en lokal hjemmegående kvinde, hendes datter og søster. I et absolut faldefærdigt hus stod en usædvanlig velklædt ung dame pludselig frem og bød mig og min makker indenfor. Der sad hun og hendes søster og syslede med vasketøj og andre huslige ting. Det der overraskede mig mest var hvor smukke og velklædte de var, i kontrast til det gamle skrammel jeg netop havde vovet mig ind i. Kunne man virkelig bo her?
Men det kunne de. Og de boede der med deres mænd og en mere af familien som dog ikke var hjemme på det tidspunkt. Jeg fulgtes med min makker Dorthe, og på den måde regnede de os nok for at være ægtefæller – vi var begge ret sikre på at hvis vi kom hver for sig, havde det hele måske været mere kompliceret. Vi virkede nok mere uskyldige i deres øjne hvis vi kom som et gift par. Vi blev inviteret på frokost den næste dag, men selv blev jeg forhindret da en gang “Delhi Belly” sengelagde mig. Dorthe tog afsted alene, mens jeg lå og ærgrede mig over alle de muligheder for billeder jeg mistede.
En uge i New Delhi gik hurtigt, og hver især på holdet var glade for resultatet med billederne. Vi var dog alle enige om at Delhi ikke ville være et rejsemål værdigt igen foreløbig. Vi var heller ikke heldige med hotellet, hvor personalet var én stor vittighed. Men alene fordi at byen var så usædvanlig beskidt, rodet og totalt nedslidt i en næsten brutal grad gjorde at vi ikke ligefrem ville komme til at savne den. Men til emnet “street photography” var den et hit.
Når jeg bliver færdig med billederne fra den efterfølgende ferie til Patnem i Goa (som ikke havde noget med workshoppen at gøre), vender jeg tilbage med en ny post.
Måske er det bare mig der er sent på den, men NU er street photography sæsonen endelig kommet i gang. I hvert fald for mit eget vedkommende.
